Plads til at blive voksen

I løbet af 7.-9. klasse udvikler eleverne sig fra børn til unge, der er på vej til at blive voksne. Tølløse Privat- og Efterskole er en skole med lærere, der kan lide at arbejde med teenagere – og som er dygtige til det. Sammenhængen mellem undervisningen, samværet og de gode rammer fremmer både elevernes faglige og deres personlige udvikling, så de får plads til at blive voksne.

Første skridt af flere

På Tølløse Privat- og Efterskole ser vi 7. klasse som første år i et 3-årigt forløb (7.-9. klasse). Dette forløb har værdi i sig selv, men det skal også forberede eleverne bedst muligt på den ungdomsuddannelse, de bagefter skal i gang med, hvad enten det bliver på gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse. Forløbet kan på Privatskolen udvides med et år i 10. klasse.

En god hverdag

Det er helt specielt at begynde i 7. klasse på Tølløse Privat- og Efterskole. Alle ens klassekammerater er også nye, og man er de yngste på skolen. Derfor er vi særligt opmærksomme på trivslen og på indarbejdelse af gode samværsformer og arbejdsvaner. Og derfor venter vi også med at give karakterer i fagene til udgangen af 7. klasse. En konsekvent holdning imod mobning (Læs vores mobbepolitik her) er med til at sikre, at alle kan opleve skolen som en god arbejdsplads med gode ”kolleger” (klassekammerater). 

Ud over det sædvanlige

Et par uger inde i skoleåret har 7. klasserne en særlig uge med ekstra tid til it-undervisning og en dag med teambuilding, hvor klasserne lærer hinanden bedre at kende. I september er der en tre dages hyttetur. I november-december kommer forberedelsen af skolens årlige julemarked og i januar-februar en stor gallafest. Senere følger en særlig fordybelsesuge, i april er der forårskoncert. 

Noget særligt er også fællestimen hver eneste fredag formiddag, hvor hele privatskolen er sammen om en anderledes oplevelse (besøg udefra, musik, quiz, stand-up eller…?).

Skolefagene

I 7. klasse underviser vi i dansk, matematik, engelsk, fransk/tysk, historie, fysik-kemi, geografi, biologi og idræt. Eleverne skal inden skolestart vælge enten fransk eller tysk som 2. fremmedsprog. Fra begyndelsen af 8. klasse kommer to nye fag til: kristendom og samfundsfag. Fagene afsluttes med folkeskolens afgangsprøve (FSA) ved udgangen af 9. klasse. På Tølløse Privat- og Efterskole lægger vi stor vægt på arbejdet i fagene, og vi møder eleverne med tydelige krav og forventning om ansvarligt samarbejde. 

Valgfag

Hvert år udbydes, ud over de obligatoriske fag, en varierende række valgfag, som giver mulighed for andre udfordringer og erfaringer. I 7. klasse kan man blandt andet vælge mellem fodbold, hjemkundskab, glaskunst, tekstil og design, rytmisk kor, sammenspil, badminton, IT, kagebagning og yoga. 

Lærerne

Lærerne, som underviser i 7. klasse på Privatskolen, står for en sund blanding af erfaring og nytænkning. Alle lærerne er fagligt velkvalificerede, og eleverne vil møde lærere, der på den ene side er kontante og tydelige, på den anden side lyttende og nærværende. Som hovedregel beholder eleverne på Tølløse Privat- og Efterskole de samme lærere i 7.-9. klasse. Fortsætter eleverne på skolen i 10. klasse, vil de ofte få nye lærere.

Samvær

En skole med 360 teenagere, hvor både elever og lærere synes, der er rart at være, er ingen selvfølge – men det er sådan en skole, vi har. Forudsætningen for dette er et samarbejde mellem lærer og elev, hvor vi lægger op til, at eleverne tager større og større ansvar, men hvor vi også reagerer hurtigt og præcist, hvis de ikke gør det. Sådan styrkes både den enkelte elevs personlige udvikling og udviklingen af klasserne som elevernes og lærernes fælles arbejdssted. Resultatet er en skole præget af gensidig respekt, og med plads til både alvor og humor.

Yderligere oplysninger

Henvend dig til Tølløse Privat- og Efterskole på tlf. 5919 4100, pr. mail til tpoe@tpoe.dk eller til afdelingsleder på Privatskolen, Henrik Kristiansen, mobil 2289 9110.