Det er vigtigt, at du bliver dygtig, og at du samtidig udvikler dig personligt

På Tølløse Privat- og Efterskole får du en solid og højt kvalificeret undervisning, som giver dig mulighed for at blive dygtigere og for at få et godt resultat ved Folkeskolens Afgangsprøve (9. klasse) eller FS10-prøven (10. klasse). Alle fag, som tilbydes i folkeskolen, er også repræsenteret på Tølløse Privatskole.

Samtidig er din egen indsats afgørende for dit udbytte af den undervisning, vi tilbyder. Det er dig, der har ansvar for, at du lærer det, du skal, og det, du har brug for.

Og lige så vigtig som den faglige kunnen, er din udvikling af personlige og sociale kompetencer. Det er vigtigt, at du bliver god til at samarbejde, og det er vigtigt, at du respekterer dine klassekammerater og lærere – og selv bliver respekteret.